28. januar 2015

Ny strategi mod cancerproteinet der ikke kunne medicineres

Kræftforskning

Tre ud af de fire mest dødbringende kræftformer skyldes et protein ved navn Ras. Enten, når det muterer, eller fordi proteinet ender på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ras har vist sig at være et vanskeligt mål at ramme for de forskere, der forsøger at kurere de dødbringende sygdomme. Nu har en gruppe forskere ved Kemisk Institut, Københavns Universitet, opdaget en hidtil ukendt effekt, der får Ras til at finde sin rette plads i cellen. Deres opdagelse kan føre til helt nye indfaldsvinkler i jagten på kræftkure.

Det er Professor Dimitrios Stamou, Post Doc Jannik Bruun Larsen og et tværfagligt forskerhold fra Bio-Nanoteknologi og Nanomedicin Laboratoriet på Kemisk Instituts Nano-Science Center der offentliggør opdagelsen "Membrane curvature enables N-Ras lipid anchor sorting to liquid-ordered membrane phases" i det højt respekterede videnskabelige tidskrift Nature ”Chemical Biology”.

Forkert form får kræftmolekyler til at fare vild

Ras-proteiner bebor den indvendige cellevæg i hver eneste celle i den menneskelige krop. Proteinerne står for aktivering af celledeling og cellevækst, så kræftsygdomme opstår, hvis proteinet sætter cellerne til permanent at vokse og gro: En proces, der kaldes misregulering.

"Hvis membranen er for flad eller for rund, farer Ras vild. Desværre opfører Ras sig som de fleste arbejdere. Hvis ikke den finder vej til sin arbejdsplads, får den næppe udført noget arbejde!

Dimitrios Stamou

Professor

Bio-Nanoteknologi og Nanomedicin

Nano-Science Center, 

Københavns Universitet

Ras er misreguleret, hvis det ikke finder vej til sin korrekte plads i cellens væg eller membran. Dét, Stamou og Larsen, har opdaget er, at Ras ikke kan finde vej til sin plads, hvis membranen har den forkerte form, forklarer professor Dimitrios Stamou.

”Hvis cellen har den korrekte krumning, finder Ras vej til sin plads. Hvis membranen er for flad eller for rund, farer Ras vild. Desværre opfører Ras sig som de fleste arbejdere. Hvis ikke den finder vej til sin arbejdsplads, får den næppe udført noget arbejde”, siger Stamou.

Forbundet med dødelige kræftformer i lunge, tyktarm og bugspytkirtel

Ras menes at være misreguleret i op mod 30 procent af alle kræftformer og er specifikt forbundet med yderst dødbringende typer i lunger, tyktarm og bugspytkirtel. I tre årtier har forskere ledt efter en metode til at bekæmpe dødsproteinet. Deres mangel på succes har givet Ras et ry som det ”umedicinerbare cancermål”. Derfor foreslår Stamou, at man søger andre indgangsvinkler til bekæmpelsen.

”Hvis Ras går amok på grund af forandringer i cellevæggens krumning, så skulle vi måske begynde at gå efter det, der bestemmer cellemembranens form”, siger professor Stamou og fortsætter: ”Det vil være et skift i perspektiv, der nærmest kan sammenlignes med den gang, man gik over fra at flyve med luftballoner til at lette med faste vinger og propeller i stedet”.

Usædvanligt og nærmest kontroversielt

Overhovedet at lede efter en sammenhæng mellem cellens form og misregulering i Ras var så usædvanlig en tanke, at det grænsede til det kontroversielle, siger Jannik Bruun Larsen. Forskerholdet undersøgte generelt, hvordan proteinet fæstner sig til cellens væg, og Larsen forsøgte at hægte Ras på en række forskellige simulerede cellemembraner formet som små kugler i forskellige størrelser. Det viste sig, at Ras var mere tilbøjelig til at fæstne sig til de mindste kugler. Mindre kugler er mere krumme, og Larsen begyndte at ane et mønster.

”I mere end 10 år har folk troet, at det var cellevæggens sammensætning, der styrede, hvor Ras satte sig fast. Vi har vist, at der findes mindst en anden faktor, nemlig membranens form, der styrer, hvor Ras ender i cellen. Dermed er det også en sandsynlig bidragsyder til udvikling af kræft”, siger Post Doc Jannik Bruun Larsen.

Svært at afdække om effekten er den samme i levende systemer

Ind til nu er alle undersøgelserne foretaget på simulerede systemer i reagensglas. Den næste store udfordring bliver at afdække, hvordan effekten viser sig i levende systemer, slår Stamou fast.

”Det bliver ti gange sværere, at afdække disse effekter i levende systemer, men det er nødvendigt. Vi er selv begyndt, og vi håber at andre snart følger efter”, siger professor Dimitrios Stamou og fortsætter: Det vil sikkert vise sig vanskeligt at udvikle et medikament, der ændrer cellevæggens form. Men jeg er sikker på, at vores opdagelse af denne her form/fejlregulerings-sammenhæng som minimum vil føre til nye metoder til at diagnosticere kræft”.