Enzymer giver sug i maven
Sanger og Post Doc Johan Olsen fortalte om sit kærlighedsforhold til enzymer, da naturvidenskabelige integrationsambassadører viste deres fakultet frem for gymnasieelever med anden etnisk baggrund.
"Alle ved hvad en læge eller hvad en ingeniør laver. Men hvad laver en nanoteknolog egentlig?
Leder af Nano-Science Center, Thomas Bjørnholms retoriske spørgsmål til sig selv var ikke tilfældigt valgt. Foran ham i auditoriet sad 70 sjællandske gymnasieelever, de fleste af anden etnisk baggrund. Holder statistikken vil mange af dem, der vælger at læse en længere videregående uddannelse, når de har afsluttet gymnasiet, læse til netop læge eller ingeniør - og formodentlig blot få til nanoteknolog.
For at ændre på det billede var eleverne fra seks københavnske gymnasier og tekniske skoler mandag d. 10 september inviteret til åbent hus på på Institut for Molekylær Biologi og Nano-Science Center ved Københavns Universitet. Ud over at få svar på, hvad en nanoteknolog egentlig laver, mødte eleverne også de såkaldte integrationsambassadører, som er studerende fra forskellige naturvidenskabelige uddannelser, der alle er tosprogede og har en anden etnisk baggrund end dansk.
Ph.d.-studerende Andreas Kunding viser rundt på Nano-Science Center.
Ambassadørerne skal fungere som en slags mentorer for kommende studerende og forsøge at inspirere andre unge med en lignende baggrund til at følge deres karrierevej. Denne dag fortalte de om deres studier og tog gymnasieeleverne med rundt i laboratorierne, mens det fremover er meningen, at eleverne skal kunne komme til ambassadørerne, hvis de skal lave opgaver eller har brug for råd.
Råd og inspiration fik eleverne også fra Post Doc og forsanger i rockbandet Magtens Korridorer, Johan Olsen. Rock-biologen fortalte om, hvordan han som folkeskoleelev mødte sit livs kærlighed, da læreren tegnede en DNA-spiral på tavlen, og om hvordan han den dag i dag stadig kan mærke et sug i maven, når han arbejder med enzymer, der binder kulstof-atomer sammen.
Det var dog næppe hans kærlighedshistorier, der gjorde, at det eneste spørgsmål fra salen lød: "Må jeg få din autograf?"